4

Heksemuseet i Ribe

- aldrig mere heksejagt

Tyskland har for nylig med tilbagevirkende kraft frikendt de mennesker, som blev dømt i trolddomsprocesser og henrettet på bålet. Ikke kun for at rehabilitere dem, der blev forfulgt i fortiden, men for at minde os om udgrænsningen af syndebukke i nutiden - og forhindre, at det sker i fremtiden.

Det er også hensigten med ”Museet for forfølgelse af Hekse” i Ribe og grunden til, at Sportsgoodsfonden som de første gik aktivt ind og støttede etableringen af museet.

Museet formidler et kritisk oplysende perspektiv på den historiske periode i Danmark - og resten af Europa - hvor krig, epidemier og religiøs fanatisme gik gennem vores samfund. Det var styret af kongen og kirken, der gjorde deres magt gældende ved at slå ned på uskyldige mennesker i en eksklusionsproces, hvor de blev udgrænset og stigmatiseret som ”afvigere” fra den herskende orden: kongetro og gudsfrygt.

Det bredte sig som den såkaldte ”heksefeber” i 1500-1700-tallet. Både kirken og kongen støttede den danske hekseudryddelse efter Christian IV’s forordning fra 1617, der byggede på den bogstavtro fortolkning af Biblen efter Luther. Han slog fast, at djævlen boede i nogle mennesker, som skulle udryddes - og adgangen til gud gik gennem kongen, der havde til opgave at gennemføre kravene fra Biblen.

I Danmark blev der mellem 1541 og 1693 brændt omkring tusind trolddomsdømte mennesker på bålet, kvinder og mænd. Ikke mindst i datidens centrum Ribe - og Heksemuseet i den historiske bykerne giver et indblik i de faktiske processer, men stiller også det store spørgsmål: Hvordan kunne det ske?

Vi befæster stadig vores kyster med bål til Sankt Hans og afgrænser os udadtil ”med sværdet i hånd” - og indadtil med fjendebilleder, hvor ”hver by har sin heks, og hvert sogn sine trolde”, som det hedder i ”Midsommervisen”.

Det er på høje tid, at vi ikke synger bevidstløse med i koret for at skabe nationale fællesskaber ved hjælp af eksklusion, og Sportsgoodsfonden vil bidrage til at nedbryde fjendebilleder og udvide kredsen til at gælde alle mennesker. Ellers ender det med, at vi selv bliver brændt af.

Loading

Thanks for your patient